Vaccinationer

Når man skal ud at rejse er der en del forskellige ting man skal huske at have med. Man skal selvfølgelig have sit tøj og sine personlige artikler med. Man kommer heller ikke særlig langt uden sit pas og nogle penge eller et kreditkort. Derudover er det også en god ide at pakke lidt mælkesyrebakterier til maven, da kroppen måske lige skal vende sig til at maden er anderledes end hjemme. Sidst men absolut ikke mindst, er det en streng nødvendighed at få de anbefalede vacciner, så man ikke bliver smittet med forskellige ubehagelige sygdomme på sin rejse. 

En vaccine er en indsprøjtning som lægen giver dig, eller i sjældne tilfælde en pille du indtager, som gør dig immun overfor en bestemt sygdom. Det der sker i kroppen, når man bliver vaccineret er, at kroppen får tilført en svækket udgave af sygdommen, hvorefter den danner en masse af de nødvendige antistoffer, sådan at kroppen, hvis den udsættes for samme virus igen, kan genkende sygdommen med det samme og stå imod med antistofferne. Man bliver ikke syg af vaccinen, da virus netop kommer i en svækket form. Derfor skal man ikke være bange for at blive vaccineret – men hellere være bange for ikke at blive det. Nogle vacciner kræver kun en enkelt indsprøjtning, mens andre kræver tre eller flere indsprøjtninger, som skal gives over en bestemt tidsperiode. Skal du eksempelvis vaccineres mod hepatitis B, som er en yderst smitsom leverbetændelse, skal man have tre indsprøjtninger over en periode på seks måneder. Derimod kræver vaccinationen mod gul feber kun et enkelt besøg hos lægen. Noget andet man skal være opmærksom på i forhold til vaccinationer er, at mange af dem ikke giver fuld beskyttelse med det samme, men først efter et par uger. Derfor kan det være en rigtig stor fordel at planlægge sine vaccinationer så lang tid før man skal afsted som muligt. 

På den danske hjemmeside Rejseråd.dk kan man få et rigtigt godt overblik over hvilke vaccinationer man skal have, alt efter hvilket land man skal rejse til. Derudover kan man læse mere om de forskellige sygdomme, og blive oplyst om hvorfor det er en god ide at blive vaccineret. Er man ikke vaccineret, og er man uheldigvis blevet syg på sin rejse, kan man også hos Rejseråd.dk læse om symptomerne på de forskellige sygdomme, så man kan få en ide om hvad man måske fejler. Er situationen alvorlig bør man dog altid tage kontakt til en læge.